
Tag en stu i Svendborg
Stu på CSV Sydfyn i Svendborg er placeret i hjertet af Svendborg - tæt på tog og bus. Med en central placering har vi gode muligheder for at bruge byens faciliteter og havnen
Stu på CSV Sydfyn
På stu arbejder vi hver dag for at skabe de bedste rammer for de unge, der går hos os. Vi har særligt fokus på høj faglig kvalitet i undervisningen, et tæt samarbejde med familie og netværk, gode praktikmuligheder gennem samarbejde med erhvervslivet og en stærk inddragelse af eleverne i hverdagen.
Faglig kvalitet
På stu i Svendborg møder du voksne, der hver dag arbejder for at skabe en undervisning med høj faglig kvalitet, hvor du kan udvikle dig i dit eget tempo.
Hos os er der ikke én vej, der passer til alle. Derfor bruger vi forskellige pædagogiske metoder og tilgange, så undervisningen giver mening for dig og dine ønsker. Vi tager udgangspunkt i dig og det, du gerne vil blive til.
Vi sætter mål, følger din udvikling og justerer undervejs. Inden for de rammer vi har, gør vi os umage for at finde de løsninger, der hjælper dig videre – både fagligt, personligt og socialt.
Tæt samarbejde med familie og netværk
Når du starter på stu, er din familie og netværk ofte en vigtig del af rejsen. Derfor lægger vi stor vægt på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældre og netværk.
Vi inviterer til dialog og samarbejde undervejs i uddannelsen, så vi sammen kan støtte din udvikling bedst muligt. Når vi deler viden og erfaringer, bliver det lettere at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for dig.
For os er samarbejdet med dine forældre og dit netværk vigtigt. Sammen skal vi nemlig støtte dig i at udvikle dig og hjælper dig videre til et godt voksenliv.
Samarbejde med erhvervslivet
Vi tror på, at læring også sker uden for klasselokalet. Derfor samarbejder vi med lokale virksomheder og andre afdelinger i kommunen, så du som elev kan komme i praktik og prøve kræfter med forskellige typer arbejde.
I praktik kan du opleve, hvordan en arbejdsplads fungerer i virkeligheden. Du kan opdage nye interesser, lære nye færdigheder og blive klogere på, hvad du gerne vil arbejde med i fremtiden.
Vi gør os umage for at finde praktiksteder, der passer til dig og dine ønsker – og som kan være et skridt på vejen mod et arbejdsliv.
Inddragelse af elever
På stu i Svendborg er du ikke bare elev – du er en vigtig del af fællesskabet. Vi tror på, at de bedste resultater skabes, når vi samarbejder med dig.
Derfor inddrager vi dig i din egen uddannelse. Sammen taler vi om dine mål, dine ønsker og de muligheder, der giver mening for dig.
Vi har også et studieråd, hvor elever kan komme med idéer og input til undervisning og aktiviteter. Her kan du være med til at sætte dit præg på hverdagen på stu og være med til at udvikle fællesskabet.





